Forligspartierne bag budgettet for 2018-21 har besluttet at der skal tilføjes ekstra små 5 millioner kroner hvert år til børnesagsbehandlingsområdet. Årsagen er, at man forventer så at det vil give mindre antal anbringelser når hjælpen bliver givet tidligere.

Jeg mener, at det er en meget forkert beslutning om at skulle bruge 20 millioner over 4 år på at få flere sagsbehandlere ind. Derimod skal der en helt anden forvaltningskultur til hvis det skal lykkes med mindre antal anbringelser. 

Hvorfor mener jeg så det, vil du måske spørge om, når jeg ellers siger #Mennesket før ren økonomi. Jo for det er ren kassetænkning, når man blot vil tænke i at der skal ansættes flere sagsbehandlere for at nedbringe antallet af anbringelser.

Årsager til at jeg ikke ser at det duer med ekstra tilførte midler!

Det at man vil tilføje flere midler, så der kommer flere sagsbehandlere som så vil få mindre antal sager, er typisk det der ligger bag Herningmodellen. Herningmodellen er en dansk oversættelse af Boåsmodellen (Sverigesmodellen) som er til udsatte børn. Men ifb med udviklingsarbejdet omkring Model HandicapBarn, så har jeg arbejdet en hel del med fordele og ulemper omkring Sverigesmodellen efter vi erfarede at mange familier ikke har gavn af Sverigesmodellen trods flere sagsbehandlere.

I forbindelse med dette udviklingsarbejde kom jeg i kontakt med en af dem, der står bag udviklingen af Herningmodellen, og denne oplyste, at Herningmodellen slet ikke er udviklet til familier med handicappede børn men kun til udsatte børn.

For at der kan komme en ordentlig saglig sagsbehandling så skal der ske en betydelig ændring af forvaltningskulturen i handicapafdelingen i Tønder kommune.

Flere sagsbehandlere vil blot medføre, at flere familier med handicappede børn skal bruge ekstra tid på unødig sagsbehandling, hvis man fortsætter i samme spor som nu!

Udfra mit kendskab vil jeg arbejde for at der forbedres på følgende områder, idet det er disse udfordringer familier med handicappede børn kæmper med i dag:

  • Afgørelser og sagsbehandling skal baseres på nutidige sagsakter, der er aktuelle. Jeg har kendskab til sager, hvor man bruger sagsakter der er over 10 år gamle, og man fra forvaltningen mener at de er tidssvarende aktuelle trods flere ændringer hos familie og de handicappede børn.

  • Der skal indføres nul-fejl-tolerence, da der er alt for mange fejl og mangler i de sager som bliver afgjort i dag udfra mine kilder. Når der er fejl og mangler i afgørelser betyder det også at der kommer en mistro mellem myndigheden og familien. Det skal vi væk fra.

  • Sagsbehandleren skal kunne gå ind og lave afgørelser om både de sociale forhold, men sandelig også de uddannelsesmæssige forhold, herunder i skolerne, så familierne ikke bliver kastebold mellem afdelingerne. I forvejen har mange familier nok med at klare de udfordringer der omkring barnets specielle behov.

  • Sagsbehandlere skal prioritere familiens udtalelser bedre end fagfolk, der kun kender barnet perifærisk. Familien har barnet 24/7 og har derfor grundigt kendskab til barnets behov.

  • Sagsbehandlere skal uddannes til at kunne forstå det enkelte barns handicap, og derfor skal hele forvaltningsstrukturen lægges om, så sagsbehandlere arbejder udfra barnets handicap og ikke udfra CPR som udgangspunkt. 

  • Alt for mange afgørelser og sagsbehandleres vurderinger sker i dag udfra hvad de tror er det bedste for barnet uden at vide om det er det, og derved fremkommer alt for mange UPS-afgørelser til skade for barnet og dennes familie. Jeg har set eksempler på børn med handicap bliver anbragt på fuldstændig fejlagtigt grundlagt. Det koster kommunen og dig som borger i kommunen mange penge, når et barn bliver anbragt. Til med så skader det også barnet fysisk viser amerikansk undersøgelse, hvor der blev fundet at det anbragte barn har stor risiko for at blive skadet med PTSD når det kommer væk fra deres familie.

  • Desuden må sagsbehandling ikke trækkes i langdrag, som den gør nu hos mange. En hel del familier har fortalt mig om hvordan en langsommelig sagsbehandling, hvor familien ikke bliver orienteret om hvor forvaltningen vil hen stresser dem rigtigt meget. Det skal der gøres noget ved. 

  • Mange familier oplever, at de bliver indkaldt til møder for mødets skyld, uden at det var nødvendigt at indkalde. Vidste du, at langt de fleste familier slet ikke får dækket det tabt af indtægt de skal bruge på disse indkaldte møder. Ligeledes får de hellere ikke dækket al den tid der går med besvarelse af sagsbehandleres afgørelser og sagsbehandling. Det kan ikke være rigtigt, at vi skal misbruge vores borgeres tid sådan.

  • Derfor vil jeg arbejde for, at der bliver indført en forvaltningskultur, som betyder at der kun indkaldes til møder, som er nødvendige og at familierne kompenseres for tid de skal bruge og at det skal indgå som en del af de merudgifter familierne har ved et handicappet barn.

Sag om merbevilling minder om specialklassestrukturforslaget

For ca to år siden fremsatte Tønder Byråd et forslag om at ændre specialklassestrukturen, hvilket gav ramaskrig blandt forældre med handicappede børn. Forslaget blev dengang fremsat af forvaltningen, og det er ifølge mine oplysninger også det samme her om merbevilling på 5 mill årligt der er fremkommet fra forvaltningen.

Når jeg lytter til familier i de kommuner, hvor Herning/Sverigesmodellen er indført, og er det som man forsøger at indføre i Tønder, blot under navnet "Projekt tidlig indsats", så hører jeg igen og igen, at sagsbehandlingen bliver ikke bedre, sagsbehandlere forstår ikke barnets handicap, og at sager baseres på alt for gamle papirer. 

Jeg ser gerne at familierne kommer på barrikaderne igen. 

Er du enig om at sagsbehandlingen skal forbedres, så håber jeg at du vil stemme på undertegnede til Kommunalvalget KV17 den 21. november 2017, da jeg vil arbejde for at der sker en bedre sagsbehandling på børneområdet end den forkerte retning, som jeg ser at Tønder kommune er på vej til at gå.

Så stem på kandidat #7 på DF Tønders liste.